Vi vil gerne være medvirkende til, at unge stadig kan leje sig ind i et forsamlingshus, da vi mener, at det at holde fest i et forsamlingshus er en god tradition at videregive, og det giver de unge mulighed for at feste under trygge forhold.
Ved afholdelse af ungdomsfester (fester hvor over halvdelen er under 21 år) kræver det en særtilladelse af husets kontaktperson, samt at man følger nedenstående særlige regler og krav.
Ungdomsfester i Marslev-Holev Forsamlingshus:
Ved ungdomsfester SKAL der være voksne tilstede. Det er forældrenes/de voksnes ansvar, at festdeltagerne opfører sig ordentligt. Der skal holdes opsyn med de deltagere, som opholder sig udenfor, så det foregår i god ro og orden, således at naboer generes mindst muligt. Ophold udendørs bør begrænses og skal udelukkende ske på forsamlingshusets område.